Trafiksikker til fods

Vær synlig, vær opmærksom og få øjenkontakt med dine medtrafikanter. Det er 3 trafiksikre råd fra GF Fonden til dig fodgænger.

Trafiksikker til fods med GF Fonden

De fleste af os er i større eller mindre omgang fodgængere.

Uanset om du er bilist eller cyklist eller benytter offentligt transport, vil en del af din rejse fra A til B højst sandsynlig også ske til fods.

Når du er til fods, er du en ”blød trafikant”, og du risikerer at komme slemt til skade, hvis du bliver overset og ramt af biler og cyklister. Derfor skal du som fodgænger være opmærksom og til at få øje på.

3 trafiksikre råd, når du er til fods

  1. Vær synlig: Reflekser er et must, når det er mørkt. Og går du steder, hvor der ikke er gadebelysning, er det også en god ide at have cykellygter på dig. Tøj eller en vest i pangfarver gør dig ekstra synlig. Pangfarver gør dig faktisk også mere synlig ved højlys dag. 
  2. Vær opmærksom: Vær til stede i trafikken. Få øjnene op fra telefonen, og skru ned for lyden i headsettet, så du kan høre, hvad der foregår i trafikken omkring dig og kan agere efter det.
  3. Få øjenkontakt: Grønt lys er ikke det samme som ”fri bane” og sikkerhed. Orienter dig og forsøg at få øjenkontakt med dine medtrafikanter, så du er sikker på, at de har set dig, inden du krydser vej og cykelsti. 

Læs også vores gode trafiksikre råd til dig, der er cyklist og bilist.

 

Gå i venstre side

Som fodgænger skal du benytte venstre side af vejen, hvis du går på en vej uden fortov og cykelsti. Fordelen er, at du nemmere opdager modkørende trafik og kan trække ind til siden. Men i hvilken side placerer du dig, når du går tur på en sti? Fx i skoven eller langs en å. Mange er i tvivl. 

 

Forvirring skaber farlige situationer

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er der ingen regel for, hvilken side man skal gå i på en natursti – medmindre der er specifikke lokale regler. Men Rådet for Sikker Trafik anbefaler venstre side som det sikreste.

En undersøgelse fra GF Fonden viser dog, at mange danskere går i højre side – altså modsat anbefalingen – og det skaber forvirring.

Forvirringen betyder, at folk går, løber og cykler vilkårligt i både højre og venstre side af stien. Og Zigzag-kursen giver anledning til farlige situationerne og sure miner, ja ligefrem vejvrede eller rettere ”sti-vrede”.

Del budskabet om venstre side, og få flere til at gå i den anbefalede venstre side af stien. Læs mere om vejvrede på stierne i GF Fondens undersøgelse her